Copyright: Hvad må man med ophavsretsbeskyttede billeder?

Det er ikke forbudt at indsamle og registrere billeder, der er omfattet af ophavsret.
Man må også gerne vise dem frem på arkivet, hvis der er brugere, der ønsker at se dem.

Billederne må gerne vises i en udstilling, også i kopi eller trykt på en planche eller et banner. Men man må ikke trykke billedet i et katalog, som kan tages med, når man forlader arkivet.

Man skal altid kreditere fotografen (= skrive navnet)

Man må ikke vise billederne på internettet (hjemmeside, Arkiv.dk* osv.) uden tilladelse.

Man må ikke bruge billederne som illustration i trykte bøger eller artikler, eller udgive dem som postkort, plakat eller lignende, uden tilladelse.

Hvis arkivet overdrager en kopi af et billede til andre (fx forlag, aviser, private), er det op til modtagerne selv at afklare rettighederne med ophavsmanden / rettighedsindehaveren, inden de gør brug af billedet.

*  Med mindre de er omfattet af SLA’s aftale med Copydan 

 

Tilladelse til anvendelse

Hvis ophavsretsindehaveren (dvs. ophavsmanden eller dennes arvinger) har givet tilladelse til anvendelse, er det ligegyldigt om billedet har værkshøjde eller ej.

Husk at få tilladelse til at anvende indleverede billeder allerede ved overdragelsen. Dette gøres lettest ved at tilføje en passus til donationserklæringen, hvori giver erklærer at have rettighed til billederne og hermed giver tilladelse til at arkivet fremover kan anvende billederne på enhver måde.

Eksempel:

Specielt vedrørende billeder:

 Efter overdragelsen har arkivet ret til:

  • At benytte billederne til egne udstillinger og i egne publikationer
  • At digitalisere fotografierne og anvende dem på egen hjemmeside og i databaser på internettet med adgang til arkivets registreringer
  • At sælge kopier af fotografierne

Giveren bekræfter med sin underskrift at have ejendomsret eller fuld råderet over materialet ved overdragelsen til arkivet.

Det er også en god ide, at lave en skriftlig aftale med arkivets medarbejdere om, at rettighederne for alle billeder, de laver på vegne af arkivet, tilhører arkivet.

Se mere om definitionen af ophavsret her: Ophavsret / copyright