Fotografiets historie
Kendskab til fotografiets historie er vigtigt for alle arkiver, der arbejder med billeder. Viden om fotografiske teknikker, materialer og formater gør det langt lettere at datere og identificere fotografier korrekt.
Camera Obscura – fotografiets grundprincip
Fotografiets historie tager sit udgangspunkt i fænomenet Camera Obscura (latin: “mørkt kammer”). Det bestod af en lystæt kasse eller et rum, hvor lyset udefra kun trængte ind gennem et lille hul. Lyset ramte den modsatte væg og dannede et omvendt og formindsket billede af omgivelserne. Princippet har været kendt siden antikken og blev beskrevet af blandt andre Aristoteles og Leonardo da Vinci.
Det var dog først i begyndelsen af 1800-tallet, at man lykkedes med at fastholde billedet permanent. I 1816 skabte den franske fysiker og opfinder, Joseph-Nicéphore Niépce (1765–1833), det første kendte fotografi ved at eksponere en tinplade dækket med en lysfølsom asfalthinde, behandlet med lavendelolie.
Daguerreotypi – 1839 til ca. 1860
I 1829 indgik Niépce et samarbejde med den franske kunstmaler og opfinder, Louis Jacques Mandé Daguerre (1787–1851). Efter Niépces død videreudviklede Daguerre arbejdet og præsenterede i 1837 daguerreotypien.
Teknikken bestod i at behandle en forsølvet kobberplade med joddampe, hvilket gjorde overfladen lysfølsom. De tidligste daguerreotypier krævede op til 30 minutters eksponeringstid, men dette blev senere reduceret til få sekunder. Billedet blev fremkaldt med kviksølvdampe og fikseret med salt. I 1839 blev opfindelsen offentliggjort og overtaget af den franske stat.
Daguerreotypier er kendetegnet ved, at hvert billede er unikt og ikke kan kopieres. De har en meget høj detaljegrad, ofte synlig med lup, samt en spejlende overflade, som kræver den rette betragtningsvinkel. Fotografierne er skrøbelige og følsomme over for berøring og blev derfor ofte indrammet. Da billedet blev fremkaldt ved direkte eksponering, er motivet spejlvendt.
Daguerreotypien var den dominerende fotografiske metode indtil 1850’erne og blev stort set udfaset i midten af 1860’erne.
Kalotypi / saltpapirbilleder – 1841 til ca. 1865
Et vigtigt alternativ til daguerreotypien var kalotypien, opfundet i England af amatørforskeren, William Henry Fox Talbot (1800–1877).
Kalotypien var baseret på den første negativ-positiv-proces. Et stykke papir blev gjort lysfølsomt med jod- og sølvsalte, fremkaldt med gallussyre og fikseret med salt. Resultatet var et papirnegativ, som kunne anvendes til at fremstille flere positive kopier ved kontaktkopiering på lysfølsomt papir.
Denne metode gjorde det for første gang muligt at fremstille flere kopier af samme fotografi. Da negativet var af papir, blev billedkvaliteten blødere og mindre skarp på grund af papirfibrene i negativet. Kalotypien var i brug frem til vådkollodiumprocessens udbredelse i 1850’erne.
Vådkollodium – 1851 til ca. 1871
I 1851 præsenterede den britiske billedhugger og fotograf, Frederick Scott Archer (1813–1857), vådkollodiumprocessen, som løste problemerne med papirnegativernes manglende skarphed.
En glasplade blev dækket med kollodium tilsat jodid og bromid og derefter gjort lysfølsom i et sølvnitratbad. Mens pladen stadig var våd, blev den eksponeret i kameraet og umiddelbart efter fremkaldt i mørkekammer. Processen krævede stor teknisk kunnen og mobilt udstyr, da hele forløbet skulle gennemføres, mens pladen var fugtig.
Vådkollodiumnegativer kan ofte kendes på ujævne kanter og spor efter hældning af kollodium. Billederne er meget skarpere i miden og har kort eksponeringstid.
Der findes forskellige undertyper af billeder, som blev lavet på baggrund af vådkollodiumprocessen. De er:
- Albuminbehandlet papir: En positivkopi fremstillet på papir behandlet med æggehvide og sølvnitrat. Billederne har ofte en blank overflade og sepiafarve. De var bl.a. populære som visit- og kabinetkort.
- Vitrotypi/Ambrotypi: Et undereksponeret og bleget kollodiumnegativ på glas, hvor bagsiden er gjort sort med enten lak eller fløjl, så det fremstår som et direkte, spejlvendt positiv.
- Ferrotypi: Et direkte positiv, der var spejlvendt og bliver fremkaldt via vådkollodiummetoden på en sortmalet metalplade. Ferrotypier var dén vådkollodiummetode, som blev brugt længst, især fordi det var billigt. I Danmark var de udbredt indtil ca. 1890, men metoden var i brug helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Ferrotypier var især brugt af gade- eller markedsfotografer.
- Panotypi: Et billede skabt ved at kollodiumemulsionen bliver løsnet fra glaspladen i vand og derefter ført over på en sort voksdug. Anvendt fra 1853 til ca. 1865.
Sølvbromidgelatine-glaspladen – 1871 til ca. 1884
I 1871 blev sølvbromidgelatineglaspladen opfundet af Richard Leach Maddox (1816-1902), der var en britisk fotograf og fysiker. Han opdagede, at dampene fra vådkollodiumprocessen påvirkede hans helbred og udviklede derfor en tørpladeproces ved at lave en gelatinebelægning med sølvbromid på en glasplade. Billederne skulle kun eksponeres i 1/25 sekund. Og så kunne pladerne fremstilles på forhånd, hvilket betød, at de kunne fabriksfremstilles. Det gjorde fotografi billigere og mere tilgængeligt. Gelatinepladerne kunne købes fra 1879.
Glaspladenegativet kan kendes på, at emulsionen har en skarp defineret kant og er uden hældespor i kanterne. Emulsionen kan også krakelere eller løfte sig fra glaspladen. Skarpheden er mere ensartet over hele billedfladen end et vådkollodiumbillede. Desuden kan man kende de industrielt fremstillede plader på deres ensartede karakter og afrundede kanter.
Sølvbromidgelatineglaspladen blev meget populær og var i brug op i det 20. århundrede, hvor fleksible film overtog.
Kodak og rullefilmen
I 1888 blev Eastman Kodak Company grundlagt af amerikaneren, George Eastman. Han havde tidligere solgt gelatineplader, men lancerede nu en fleksibel negativfilm og et kamera, der kunne bruge rullerne. Kodakkameraet, ”Kodak Box”, indeholdt film til 100 fotografier. For at fremkalde billederne skulle kameraet sendes retur til Kodak, som fremkaldte filmen, satte ny film i og sendte det retur. Det gjorde fotografi muligt for mange flere.
De første film var af papir, men allerede i 1889 lancerede Kodak en film af gennemsigtig celluloid. I år 1900 lancerede Kodak deres såkaldte Brownieserie af kameraer. De var meget brugervenlige og blev en stor succes. Kodak oprettede en dansk afdeling i 1910.
Farvefotografiet
Allerede i 1861 lykkedes det den skotske matematiker og teoretiske fysiker, James Clerk Maxwell (1831-1879), som den første at fremvise et trefarvet lysbillede. Maxwell tog i samarbejde med fotografen, Thomas Sutton, tre ens billeder gennem tre forskellige farvelinser. De tre fotografier blev fremkaldt, trykt på glas og derefter projiceret på en skærm med tre forskellige projektorer, der hver udstyret med den samme farvelinse, som blev brugt til at fotografere dem. Den besværlige metode fik dog ikke stor udbredelse.
I 1891 fremstillede den franske fysiker, Gabriel Lippmann (1845-1921), et holdbart farvebillede. Han kom også med ny viden om lysbølgers interferens, hvilket skaffede ham Nobelprisen i fysik i 1908 og dannede grundlag for udviklingen af pankromatiske plader. De pankromatiske negativplader kunne optage hele solens spektrum af farver og kom på markedet i 1906.
Fra 1907 havde brødrene Auguste og Louis Lumière færdigudviklet autokrompladerne, der byggede videre på de pankromatiske. Men herfra var det muligt for fotografer at tage farvebilleder, men de gik dog kun tøvende til de nye negativplader. Det skyldtes bl.a., at de skulle fremkaldes i absolut mørke.
Diapositiv og farvefilm
Diapositiven blev en mulighed i 1930’erne, hvor to banebrydende farvefilm blev lanceret næsten samtidig: Den tyske Agfacolor og den amerikanske Kodachrome. Kodachrome blev introduceret af Kodak i 1935 og udviklede sig frem til omkring 1990 til en af de mest anvendte farvedia- og smalfilm. Det skyldtes især dens enestående farvegengivelse og høje skarphed.
Grundprincippet var, at man registrerede et motivs indhold af rødt, grønt og blåt lys på en chromogen farvefilm. Denne filmtype består af emulsionslag med cyan, magenta og gul, som hver især registrerer intensiteten af disse. Med dem kunne man fremkalde et fotografi på farvefølsomt fotopapir eller danne et positivt lysbillede (diapositiv eller dias) gennem en såkaldt omvendeproces.
Svagheden ved denne metode viste sig over tid og kan ses i mange arkivers samlinger i dag. De forskellige farvelag var kemisk forskellige og nedbrydes derfor forskelligt. Det cyan-farvede lag (blågrøn) var kemisk det svageste. Når den blågrønne farve forsvinder, står de rødlige (magenta) og gule toner tilbage og dominerer billedet. Derfor fremstår en del billeder fra 1950’erne til 80’erne med et rødligt skær – et såkaldt rødstik eller gulstik.
Produktionen af Kodachrome blev indstillet af Kodak i 2009, og den sidste Kodachromefilm blev fremkaldt i december 2010.
Polaroidbilleder
I 1948 udviklede den amerikanske kemiker, Edwin Herbert Land (1909-1991), polaroidbilledet, som kunne fremkaldes få minutter efter, det var taget. Det første var et billede i monokrome sepiatoner. I 1950 kom polaroidbillederne i en ren sort-hvid, og først i 1972 kunne man tage polaroidbilleder i farve.
I 1981 kunne det japanske firma, Fuji, sende et tilsvarende produkt på markedet, da de havde udviklet deres egen teknologi, som kunne levere et lignende resultat. Fujis film føres i dag som en del af Instax-serien.
Produktionen af Polaroidfilm blev indstillet i 2008. Siden 2020 har et hollandsk firma anvendt navnet Polaroid og fremstiller 8×10″ film, film til Polaroid 600-typer og Image/Spectra kameraer.
Digitale Billeder
Det første digitale billede blev skabt i 1957 af ingeniøren, Russel Kirsch (1929-2020), som lykkedes med at lave den første billedscanner. I 1975 byggede Kodak den første fungerende prototype af et digitalt kamera. Kameraet vejede 3,6 kg, havde en opløsning på 0,01 megapixel og gemte sort-hvid billeder på et kassettebånd. I løbet af 1980’erne udviklede andre virksomheder også digitale kameraer, bl.a. Sony (Mavica) og Fuji (Fujix DS-1P).
Omkring 1990 begyndte de digitale kameraer at være kommercielt tilgængelige for den brede offentlighed. De digitale kameraer blev i løbet af meget få år meget udbredte. Fra midten af 1990’erne og særligt efter år 2000 blev digitale billeder det mest udbredte billedformat. I år 2000 introduceres den første mobiltelefon med indbygget kamera, hvilket påbegyndte mobilfotograferingen.
I 1990 blev Adobe Photoshop udgivet for første gang. Digitale fotos kunne herefter manipuleres og redigeres. Billeder kunne også redigeres, før det digitale billedes indtog, men det var tidskrævende og nødvendigt med et særligt kendskab til fototekniker og fremkaldelse.
I 2010’erne begyndte IT-virksomheder at udvikle modeller for Deep Learning. Det skabte indsigten, der var grundlaget for den generative kunstige intelligens (AI), som fremkom for offentligheden i 2022 med applikationer som ChatGPT og andre. Disse programmer kan bruges til at generere billeder og videoer, der kan fremstå meget realistiske.
