Måske kender I fornemmelsen af at se en lille sølvfisk bene afsted hen over gulvet, når I flytter noget i arkivet? Det er desværre ikke noget sjældent syn, og på det seneste har den fået selskab af en endnu mere uønsket slægtning: Skægkræ. Herunder gennemgås det, hvad man kan gøre for at slippe for sølvfisk og skægkræ.
Sølvfisk
Flere arkiver døjer med besøg af sølvfisk, det lille vingeløse insekt, som har papir blandt sine yndlingsspiser. Sølvfisk vil gerne have det fugtigt, koldt og mørkt. De trives især ved høj relativ luftfugtighed, dvs. over 60 procent. Der er heldigvis nogle ret enkle forholdsregler, man kan tage for at undgå at give sølvfisk gode leveforhold.
Først og fremmest kan man nedsætte luftfugtigheden. Det kan for eksempel ske ved at skrue op for varmen, hvilket dog ikke er helt uproblematisk, da arkivmateriale opbevares bedst under kølige forhold. Man kan også sætte en affugter op. Inden man gør det, gør man klogt i at forvisse sig om, at det nytter at affugte i arkivets lokaler. Hvis lokalerne fx står i direkte forbindelse med resten af bygningen, risikerer man at lægge affugter til hele plejehjemmet eller biblioteket, eller hvor arkivet ellers bor.
Ud over affugtningen er det fornuftigt at skabe luftcirkulation i arkivet. Sørg for, at reolerne står lidt ud fra væggene, så der ikke dannes klimalommer, og sørg for, at der er luft under reolerne. Det er ikke her, man skal opbevare tomme arkivæsker. I det hele taget skal man sørge for at holde ting væk fra gulvet.
Rengøring hører med til god arkivdrift og er med til at holde skadedyrsangreb nede. Gulvet bør støvsuges regelmæssigt, mens gulvvask foretages med en hårdt opvredet klud for at undgå unødig fugt.
Endelig kan man bekæmpe sølvfiskene ved at fange dem. Man kan fx i Matas købe klisterfælder, som kan stilles op på udvalgte steder. Særligt gode steder er hjørner og lige inden for døren. Ud over at man bekæmper sølvfiskene rent fysisk, får man på den måde også et overblik over, hvor der er flest af dem.
Skægkræ
Sølvfiskens slægtning, skægkræet, er en ny invasiv art, der gennem de senere år er begyndt at optræde på de danske arkiver. Den ligner sølvfisken, men den er lidt større, og langt sværere at bekæmpe, da den tåler lavere luftfugtighed og højere temperaturer end sølvfisken. Hvis man er i tvivl om, hvilken art der lever i ens arkiv, kan det være en god idé at opstille klisterfælder. Når dyrene er gået i fælden, kan man sende dem – eller et fotografi af høj kvalitet – til analyse på fx et af landets konserveringscentre, som så kan afgøre, om det er den relativt harmløse sølvfisk eller
det mere problematiske skægkræ. Har man et alvorligt problem med skægkræ, skal de bekæmpes med gift, og her er det et skadedyrsfirma, man skal have fat i.